Jeg blev bidt af Grønland

Skrevet af Christina Madsen
christinamadsen1@hotmail.com
Christina var deltager på studieturen til Grønland vinteren 2017


Da vi i januar 2017 stod af flyveren i Kangerlussuaq, og satte fødderne på Grønlandsk jord, blev vi alle ramt meget pludseligt af kulden. Jeg husker, hvordan jeg lige kort hev efter vejret. Det føltes som om, at jeg for første gang tog en indånding i 100% ren luft. Det var iskoldt. Det føltes på en gang en smule smertefuldt og samtidigt fantastisk! På det tidspunkt var jeg ikke bekendt med, at netop disse følelser, ville bide sig fast i mig under mit besøg i tre af Grønlands perler; Nuuk, Sisimiut og Aasiaat.

Alle tre byer var beklædt af et tykt lag sne, hvor farverige træhuse skød op mellem snebunkerne. Lyset fra sneen fik mig til at glemme, at solens lys kun kort fik lov at klæde landskabet. Der var smukt. Helt betagene. Med bakket terræn og bjerge i baggrunden, var det hele tiden muligt for os, at anskue byerne fra nye vinkler. Og på blot få dage, fik vi lov at opleve byerne fra forskellige sider. Vi mødte en brændende missionær og hans kone i Nuuk og hørte om deres arbejde i og med byen. Vi mødte en fisker ved havnen i Sisimiut, der netop havde fanget en haj og ved vores ankomst kunne vise pateringen af en sæl. Vi mødte unge gymnasielever i Aasiaat, hørte deres håb om for at kunne komme tilbage til Grønland og gøre noget for deres egen by, efter deres kommende studietid i Danmark. I løbet af 12 dage på Grønland, hørte vi om og mødte vi selv naturens vilde betydning for den Grønlandske hverdag, vi fik nye venner, vi blev introduceret til mange potentielle arbejdspladser og samtidigt bekendt med, at trods mange grønlænderne forstår og taler dansk, så er vores kulturer forskellige – og det er okay J For grønlænderne kan i høj grad lærer danskerne noget.
Jeg har udvalgt tre ting:

1.     Hvile: Jeg oplevede en stilhed i Grønland, som jeg stadig længdes efter her et år efter. Man skulle ikke langt væk fra en vej eller et beboet område, før stilheden nærmest var slående og vejrtrækningen var det eneste forstyrrende. Det var meget kontrastfuldt fra Aarhus Centrum, og jeg nød det til fulde.

2.     Gæstfrihed: Vi blev mødt af en stor gæstfrihed i landet. Både ved de mange på forhånd planlagt aktiviteter, på Sømandshjemmene, deres bestyrere og deres volontører og sidst, men ikke mindst, hos de lokale. Hvor mange vil i Danmark invitere nogle hjem på besøg, som man netop har mødt? Det oplevede vi op til flere gange i Grønland. Gæstfriheden kommer også til udtryk i deres traditionelle ”Kaffemik”, hvor hele byen inviteres til kaffemik via et opslag hos fx. Brugseni (brugsen) og hvor gæsterne i øvrigt sørger for at tage hjem, når nye gæster kommer til. Her skal det nævnes, at der er en væsentlig størrelsesforskel mellem et klassisk, Grønlandsk, lille træhus og en typisk villa i Danmark.

3.     Ajuungilaq: Bedst oversat er nok noget i dur med ”det går nok”. Et ord der jævnligt bliver brugt i et samfund, hvor vejret har stor indflydelse på, hvad der bliver muligt i løbet af dagen og hvor forekomsten af stress har været lavt. Ja indtil videre da, for et møde med en ansat hos Sisimiut’s sundhedsklinik gjorde mig bevidst om, at på Grønland er stress, internet og pommes frites også kommet for at blive.

Det smukke land fik os til at standse op. Den bidende kulde mødte os med den varme gæstfrihed, den tiltrængte hvile og påmindelsen om, at det hele nok skal gå. Det hele toppede da en flok af os stod ude på isen ved Aasiaat og fiskede med en lokal. Vi sang ”Alle sømænd er glade for piger”, vi havde det godt og turen endte med et enkelt bid på krogen – vi havde fanget en ulk. Grønland har også fået mig på krogen. Jeg er fascineret over de mange kontraster vi mødte og jeg håber og tror, på et gensyn med landet. For jeg blev ikke blot bidt af kulden - jeg blev bidt af Grønland.

studkfs